Komiker til firmafesten: sådan lander humoren, når hele personalet er samlet
En firmafest er et af de sværeste shows, man kan lave. Ikke fordi folk er sure, men fordi de er så forskellige. Ledelsen sidder ved ét bord, lageret ved et andet, og et sted i lokalet sidder en, der startede i mandags og ikke kender en eneste af de historier, resten af huset har grinet ad siden sidste sommerfest. Skal I booke en komiker til firmafesten, er det præcis den udfordring, humoren skal kunne bære.
Hvorfor en firmafest er sværere at ramme end en almindelig fest
Til et bryllup eller en rund fødselsdag har alle i lokalet én ting til fælles, nemlig hovedpersonen. Man kender brudeparret eller fødselaren, man har en fælles anledning, og stemningen er sat, længe inden underholdningen går på.
Til en firmafest er det eneste, alle har til fælles, arbejdspladsen. Aldersspændet kan være fyrre år. Nogle har været der siden 90’erne, andre siden i tirsdags. Nogle sidder sammen med deres nærmeste kolleger, andre er blevet placeret ved et bord med folk fra en afdeling, de aldrig har talt med. Og et sted i lokalet sidder chefen, hvilket ændrer, hvor højt folk tør grine af bestemte ting.
Det er derfor, den comedy, der fungerer perfekt i en comedyklub på Vesterbro klokken 22, ikke automatisk fungerer til et personalearrangement klokken 19. Publikum har ikke selv valgt at være der på samme måde, de er der, fordi der var en firmafest.
Det, der får humoren til at lande hos hele personalet
Den vigtigste regel, jeg selv arbejder efter, er, at humoren skal handle om det, alle i lokalet kender, ikke om enkeltpersoner. Det, der virkelig samler et personale, er genkendelsen. Kaffemaskinen, mødekulturen, den mail alle har fået, den ting alle brokker sig lidt over. Når 120 mennesker griner ad det samme, og halvdelen kigger på hinanden, mens de gør det, så er stemningen løsnet op for resten af aftenen.
Det, der derimod kan slå en firmafest ihjel, er humor på bekostning af én bestemt medarbejder. Det kan godt få de høje grin i to sekunder, men den person skal møde ind mandag morgen. Derfor hænger jeg aldrig nogen ud, og jeg trækker ikke folk op på scenen for at gøre grin med dem. De gæster, jeg får med op eller involverer undervejs, går altid derfra som en, resten af salen synes var sej.
Den sidste ting, der afgør, om det rammer, er research. Der bliver altid spurgt ind på forhånd, og de spørgsmål, jeg får mest ud af, er sjældent dem om det praktiske.
Hvor godt kender folk egentlig hinanden i virksomheden? Er det et sted, hvor de samme mennesker har spist frokost sammen i ti år, eller mødes halvdelen af salen reelt første gang den aften? Hvilken humor er der i huset, og hvad synes de selv er sjovt? Og hvem kommer helt præcist til arrangementet, er det kun ledelsen, eller er det blandet på tværs af hele organisationen?
Det lyder måske som småting, men en god dialog inden showet gør, at på jeg kan tune mig ind på kulturen, længe før jeg står i lokalet.
Derfor tager jeg trylleriet med ind i firmashowet
Der er en helt praktisk grund til, at jeg sjældent laver ren stand-up til en firmafest, og den handler ikke om, at jeg gerne vil vise, at jeg kan begge dele.
Stand-up kræver, at folk lytter. Der skal være rimelig ro, folk skal sidde nogenlunde samlet, og de skal give showet et par minutter, før de bestemmer sig. Tryllekunst kræver kun, at folk kigger. Det virker også, selvom der stadig bliver ryddet tallerkener, og selvom tre borde er halvvejs oppe at hente en øl. Trylleriet køber opmærksomheden, og når den først er der, kan comedyen arbejde.
Det betyder også, at jeg kan justere undervejs. Sidder salen tungt efter en stor middag, lader jeg trylleriet fylde mere, fordi det ikke stiller krav til dem. Er de klar fra første sekund, skruer jeg op for snakken og jokesene mellem tricksene. Jeg har skrevet mere om forskellen på de to former, og hvorfor I ikke behøver at vælge, i indlægget om tryllekunstner eller komiker.
Hvornår på dagen skal indslaget ligge?
Det spørgsmål får jeg oftere end noget andet, og svaret afhænger af, hvilken slags firmaarrangement der er tale om.
Til en aftenfest fungerer det som regel bedst, når folk er samlet og har spist, men før baren for alvor tager over. Der er energien høj, og folk er stadig i stand til at koncentrere sig om noget fælles. Ligger indslaget for sent, konkurrerer det med dansegulvet og med de samtaler, der endelig er kommet i gang.
Til et dagsarrangement, en konference eller et kickoff er billedet et andet. Her fungerer et indslag ofte bedst som åbning, hvor det samler opmærksomheden og sætter tonen, inden det faglige program går i gang, eller som afslutning, der sender folk videre i godt humør. Jeg lavede for eksempel kickoffet for Restaurant Flammen med 750 medarbejdere. Her kom jeg på som noget af de første da folk var ankommet, for at sparke energi i lokalet og give folk noget snakke om under middagen.
Og så er der den type firmaarrangement, hvor rammen i forvejen er løs, receptionen, fredagsbaren, den lange ankomst inden middagen. Der kan tidspunktet være mere flydende for et show foran alle gæsterne. Noget der også kan give rigtig god mening er at jeg I stedet går rundt og laver trylleri tæt på gæsterne, få mennesker ad gangen, mens de står med et glas i hånden. Det er også den form, der bedst bryder isen mellem afdelinger, der ellers ikke taler sammen.
Skal jeres firmafest have et indslag, alle er med på?
Den korte version er, at et firmapublikum ikke skal have den sjoveste comedy, det skal have den comedy, alle i lokalet er med på. Det kræver, at man kender rammen, spørger ind på forhånd, og har mere end én ting i tasken.
Vil du se, hvordan det ser ud i praksis, kan du læse mere på siden om entertainment for company party, læse om hvordan det gik hos Danish Chamber
of Commerce, eller læse, hvad andre virksomheder har sagt bagefter på reviews page.
Er det julefrokosten, I står og mangler underholdning til, har jeg skrevet en hel guide til at booke i god tid. Og har I allerede en dato i kalenderen, så write to me here med dato, sted og antal gæster, så finder vi ud af, hvad der passer til jeres selskab.