Tryllekunstner eller komiker til festen?

Anders Andresen som tryllekunstner og komiker til en fest

“Skal vi booke en tryllekunstner eller en komiker?” Det spørgsmål får jeg tit, når nogen sidder med en dato i kalenderen og skal finde underholdning til festen. Og det er et fornuftigt spørgsmål, for de to ting gør ikke det samme ved en aften. Her er, hvad hver af dem giver et selskab, og hvorfor jeg selv endte med at lave begge dele.

Det, en tryllekunstner gør ved festen

Tryllekunst skaber undren. Der sker noget helt bestemt i et lokale, når 40 mennesker ser det samme og ingen af dem kan forklare det. Folk kigger på hinanden, de griner, og de begynder at snakke om det bagefter.

Den store fordel er, at det ikke stiller krav til gæsterne. Man skal ikke kunne danse, synge med eller kende de andre ved bordet. Man skal bare kunne blive overrasket, og det kan de fleste, uanset om de er 8 eller 80 år. Tryllekunst er også fleksibelt rent praktisk. Det kan foregå som et samlet show for hele selskabet, eller helt tæt på ved bordene, mens gæsterne ankommer eller venter på næste ret.

Det, en komiker gør ved festen

Comedy gør noget andet. Den giver de høje grin og det fælles pusterum, hvor alle i lokalet griner ad det samme på samme tid. Til en firmafest kan det være en kærlig kommentar til noget, alle i salen genkender fra hverdagen, og pludselig er stemningen løsnet op.

Til gengæld stiller stand-up større krav til rammerne. Gæsterne skal kunne høre, der skal være nogenlunde ro, og de skal helst sidde eller stå samlet. Står folk spredt ved baren midt i en livlig fest, har comedy sværere ved at lande end et trick, der kan laves for fem mennesker ad gangen.

Derfor behøver I ikke vælge

Jeg startede som tryllekunstner og kom til comedy senere, fordi jeg fik et julefrokostjob, hvor jeg pludselig skulle optræde for en hel sal i stedet for en lille gruppe. Den historie har jeg skrevet om i mit forrige indlæg.

I dag er de to ting vokset sammen til én ting for mig. Et show er sjældent kun trylleri eller kun comedy, det er en blanding, og blandingsforholdet bliver justeret efter, hvem der sidder i salen. Det er den vigtigste fordel ved at booke en, der kan begge dele: I låser ikke aftenens stemning fast på forhånd. Er selskabet mere afdæmpet end ventet, kan jeg lade trylleriet fylde mere. Er de klar fra første sekund, kan jeg skrue op for comedy.

Jeg gør mig selvfølgelig nogle tanker hjemmefra, men det er i høj grad noget, jeg mærker i løbet af de første minutter når jeg optræder. Griner de allerede af det første, jeg siger, bliver der plads til mere snak og flere jokes mellem tricksene. Sidder de mere afventende og bare gerne vil se noget, de ikke kan forklare, lader jeg trylleriet fylde og holder snakken og joksne kortere. Det er den slags justering undervejs, der afgør, om et show rammer selskabet, eller om det bare bliver afviklet.

Publikum griner undervejs i Anders show med comedy og trylleri

Hvad passer til jeres fest?

Det afhænger mest af, hvad der ellers sker den aften.

Til et bryllup er der ofte taler, sange og et program, der i forvejen er fuldt. Her fungerer trylleri tæt på gæsterne godt, fordi det kan ligge i receptionen. Ellers kan et kortere indslag på 10-20 min. foran alle gæsterne passe godt ind mellem retterne uden at tage en hel programplads, og fordi det rammer både brudens mormor og de yngste fætre.

Til en firmafest er der som regel plads til et samlet indslag, hvor hele selskabet er med på én gang. Der er comedy-delen typisk mere fremtrædende, fordi kollegerne har fælles referencer at grine ad.

Til en privat fest, et jubilæum eller en rund fødselsdag er det ofte en blanding, der virker bedst. Lidt tæt på gæsterne først, mens de ankommer, og et samlet show senere, når alle er faldet til ro.

Skal vi finde den rette blanding til jeres fest?

Den korte version er, at I ikke behøver at vælge mellem undren og grin. I skal bare finde ud af, hvad der passer til lige netop jeres aften.

Vil du se, hvordan det ser ud i praksis, kan du kigge forbi videosiden eller læse, hvad tidligere kunder har sagt på anmeldelsessiden. Og har I en dato, I mangler underholdning til, så skriv til mig her med dato, sted og antal gæster, så finder vi ud af, hvad der passer bedst.

Anders Andresen optræder med trylleri og stand-up comedy